New Zealand |
DU ER HER:> Australien > New Zealand
|
En af de mærkeligste historier knytter Danmark og New Zealand sammen:
I december 1865 besluttede Ditlev Gothard Monrad, 1811-1887, at blive nybygger i New Zealand, medbringende kone og børn. Han var cand theol, var sognepræst, med i Københavns borgerrepræsentation, i folketingen og minister. Han var konseilspræsident 31.december 1863 – 11. juli 1864, og således mere eller mindre ansvarlig for det ulykkelige udfald af anden slesvigske krig og tabet af de mange menneskeliv. Monrad købte 482 acres land i Karere Block nær det senere Palmerston North. Først boede han i et lille lerklinet hus, byggede så et træhus og satte sig for at rydde bushen, udsætte køer og får og eksperimentere med tobak. Han lærte sig maori og følte et vist kald til at undervise de indfødte i kristendom. |
Arbejdet blev imidlertid afbrudt af maorioprørere. Monrad gravede sine ejendele ned og drog med familien til Wellington for at vende tilbage til Danmark, hvor han ankom i 1869. Sønnerne Viggo og Johannes vendte tilbage til Karere for at drive landbrug. Monrad beskrev senere årene på New Zealand som en god tid, mens hustruen Emilie skrev, at "ingen har fældet så mange tårer som jeg har, og ingen har betalt så dyrt som jeg".
Før sin afrejse fra New Zealand skænkede Monrad en værdifuld samling af tryk og grafik af gamle mestre, blandt andre Rembrandt, Rubens, Dürer og Antoon van Dyck bort, som nu indgår i New Zealand National Art Gallery. (Kilde wikipedia). Monrad blev senere biskop i Nykøbing Falster hvor han døde i 1887. |
Elfelt, Nr. 7262. New Zealand. Vandfald. Ukendt fotograf. Forlægger Peter Elfelt.
Wellington har siden 1865 været New Zealands hovedstad. "Wilson & Richardson, Drapers Cutfitters & Importers. Lambton Quay & Brandom St." Central Post Office. Uidentificeret fotograf. 21x15,5,cm. ES.
S/S Takapuna, hjemmehørende i Wellington, New Zealands hovedstad. ES.
Jeg kan godt lide billeder af skibe. Det har måske noget at gøre med, at de signalerer rejser og oplevelser, spændende steder at tage hen. Måske er det fordi min far var fuldbefaren sømand og stadig gerne fortæller historier fra sine oplevelser på nogle af de mange verdenshave.
Dette billede lå blandt forskellige bornholmske billeder og jeg troede, at det var en bornholmsk skude, der sejlede Østersøen og Atlanten tynde. Men nej, da jeg fik set at navnet var S/S Takapuna, Wellington opdagede jeg, at skibet var hjemmehørende i New Zealand. Nå, det kunne jo være, at det var en skibsportrætsamler, der havde fundet billedet engang et eller andet sted. Fotografiet er blot 9,5 x 7,2 cm og monteret på karton. Farvelagt med rødt i en særlig kopiteknik, ca. 1900-1910. |
I den sidste tid (2011) har jeg redigeret en bog for Bornholms Historiske Samfund som handler om udvandring fra Bornholm. Især til Nordamerika, for der tog omtrent 98 % af bornholmerne hen. Resten – det bliver ikke til så mange - tog til Sydamerika, Sydafrika, Australien og – New Zealand. I ”Udvandrerdatabasen”, www.emiarch.dk, kan man finde 15 bornholmere, der udvandrede til New Zealand i årene 1869-1908. Der har dog nok været flere som blot ikke er blevet registret, men altså næppe særlig
mange. Når nu sådan et billede som dette havner på Bornholm er det vel fristende at tro, at det kan være en udvandrer, der har sendt billedet hjem – eller måske taget det med sig hjem, hvis han/hun er vendt tilbage til Bornholm. En der måske har sejlet med S/S Takapuna? Det er absolut kun et gæt. Men billedet kan så bruges til at reklamere for bogen om de bornholmske udvandrere, som udkom i 2011 og som blev sendt til alle er er medlemmer af Bornholms Historiske Samfund. Og jeg kan godt love, at der er mange gode historier i den bog. Også fra New Zealand. |
"Kirken i Norswood", fotograf V.E. Svendsen, Aarthus.
|
Norsewood mellem 1882 og 1888. Kirken som på tegningen.
Kilde: https://teara.govt.nz/en |
Jeg har fået en håndfuld billeder af V.E. Svendsen, fotograf fra 1876-1897 i Aarhus. Portrætter.
Men blandt dem er en affotografering af en tegning "Kirken i Norswood New Zealand" (Norsewood). Cdv. Det er nemt at google sig til oplysninger om denne skandinaviske nybyggerbebyggelse, som blev grundlagt i 1872, da to skibe anløb New Zealands Nordø, henholdsvis "Ballarat" med 71 danskere og samme dag, den 15. september, skibet "Høvding", der bragte 328 norske og 16 svenske immigranter til New Zealand. |
Men det er mere interessant af læse om denne immigration i de danske aviser. I 1881 bringer fire aviser fyldige beretninger om udvandringen til New Zealand. Og i 1888 om den tragedie, der ramte bebyggelserne pga. af en vældig skovbrand, der ødelagde alt.
I senere aviser - til og med 1922 som er online - er der ikke noget væsentligt om Norsewood. Men affotograferingen af kirkebygningen? Samlede man penge ind til en genopførelse? Eller til det første kirkebyggeri? Man kan læse i aviserne i 1881, at man da havde indsamlet en betydelig sum til byggeriet af kirken, og at den skulle kunne rumme 5-600 siddepladser. Med lidt god vilje kan man komme langt omkring med et lille visitkortfotografi. |
Foto The Hardie Shaw Studios, Willis Street, Wellington, New Zealand, 1900-1925. En stor familie, udvandrede, formentlig danske, da billedet er fundet i Danmark - og vel sendt hjem til familien. Mor og far med børn og søskende? Samling avk/Tune