Georg Gleerup, Lund
En historie - Dette fotoatelier tilhørte fotograf Georg Gleerup, 1828-1878, fra Lund i Sverige
Det blev opført i Lund til fotografen omkring 1863 og her havde han sin fotovirksomhed til han døde allerede i 1878. Han var som ung i Amerika, i Chicago, hvor han lærte sig at fotografere - og formentlig også hvordan man byggede og indrettede et atelier. I Chicago mødte han sin svenske hustru og de fik sønnen Edvard Gleerup i 1860. I 1862-1863 vendte familien tilbage til Sverige. Bygningen er en god repræsentant for de tidligste fotoatelierer, der blev opført i haver og gårde med godt med lys omkring. Læg mærke til nordsidens store vinduespartier og man kan netop se nogle af fotografens store kameraer inde i atelieret. Billedet er fra Claes Wahlöö, "Fotografin och Lund", 2002. Jeg tror det tilhører Kulturen i Lund. Jeg fik fornylig en skanning af et af fotografens portrætter, af en desværre ukendt herre, der må have været ven med sognepræsten i Odense, Theodor Steenbuch. (Lene S's samling). Men et typisk portræt fra årene omkring 1870. Sidste del af historien er om sønnen Edvard Gleerup, født i Chicago 1860. Han var med vennerne P. Möller og G. Pagels i Congo fra 1883-1886, lige efter Stanley havde rejst gennem "Det mørke Afrika" og var på vej til at sikre landet for Belgiens kong Leopold. Det ophold i Congo har de tre skrevet en pragtfuld beretning om på 850 sider, udgivet i 1887. Allersidst. En del af bogens illustrationer er efter fotografier. Men det er nok ønsketænkning at Gleerup junior skulle have haft sin fars fotoapparat med til Afrika! |