Johan Curdts - guldgraver i Bendigo, Victoria, Australia

Hjem, hovedsiden om Australien HER.

Hele samlingen, der er vist her, tilhører Bornholms Museum.

Et gammelt pengeskab på Bornholms Museum skulle ryddes og i det lå bl.a. to eksemplarer af ”Miners Right”. Udstedt til Johan Agnus Curdts med tilladelse til gravning på forskellige lokaliteter i Australien, i Victoria provinsen i 1861 og 1862.

Det første guld i Australien blev fundet i 1851, og nitiendedele af det, som blev vasket og gravet ud under den store ”gold rush”, som fulgte, kom fra to byer i Victoria: Bendigo og Ballarat. I begyndelsen boede de fleste guldgravere blot i telte og primitive hytter, men guldfundet i Ballarat betød så meget, at byen på få år blev Australiens tredjestørste, efter Sydney og Port Philip, som Melbourne hed dengang. En opstand, kaldt: ”The Battle of the Eureka Stockade”. var en form for ”skatteoprør”, som guldgraverne foranstaltede i 1854 som reaktion mod de lige lovligt pengegriske myndigheder. Det endte med en tragisk massakre på de oprørske guldgravere. Men betød også, at de mange guldgravere, der strømmede til Australien, fra 1855 skulle være i besiddelse af et ”Miners Right” for at få lov til at grave efter guld. Johan Curdts rejste fra København til Australien i 1852 – så han må have oplevet disse begivenheder.

Familien Curdts satte sig mange spor på Bornholm – i 1800tallet. I dag er familien på det nærmeste glemt. Faderen, Johan Clement Curdts, var krigsråd og læge, virkede på Christiansø, havde bopæl i den ejendom, der senere blev kendt som Erichsens Gård i Laksegade i Rønne. En af sønnerne blev lærer i Rønne – og så var der Johan Agnus Curdts:

 Indehaveren af de to ”Miners Rights” var en af de mere farverige. Han var født 16/10 1823 på Christiansø, og han døde i Rønne efter et langt og spændende liv 6/11 1896. Han kom som ung til Dansk Vestindien, var senere guldgraver i Australien og Californien. Købte efter hjemkomsten til Rønne, traktørstedet Stampen syd for Rønne. Og var til sin død kirkeværge i Rønne. I begyndelsen af 1870'erne blev han gift med enken Karen Marie Beck, datter af kgl. agent Hans Predbjørn i Rønne.

Curdts på De vestindiske Øer

Vi ved, at fra 1845 opholdt han sig i Dansk Vestindien. I museets arkiv findes et borgerbrev udstedt af ingen ringere end den berømte Peter von Scholten.

I 1848 gjorde de sorte slaver på Sankt Croix oprør, hvilket fik Peter von Scholten til på eget initiativ med øjeblikkelig virkning at proklamere frigivelsen af alle slaver. Han fik ulykkeligvis et nervesammenbrud, og kort tid efter rejste han hjem til Danmark. Hvornår Johan Agnes Curdts vendte tilbage til Bornholm ved vi ikke - endnu – vi vover at tro, at han oplevede denne historiske begivenhed!

Curdts daguerreotyperet i Hamburg

Daguerreotypiet af Johan Agnus Curdts blev taget af fotograf Fraenkel i Hamburg – måske ved hjemkomsten fra De vestindiske Øer o. 1850.

Det var ikke så relevant da han i december 1852 rejste fra København over Kiel, Hamburg, Hull og Liverpool til Australien i 1852.
Fotograf Fraenkel virkede på adressen St. Pauli Circus Nr. 10 i Hamburg fra maj 1847 til december 1852.

Rejsepas 1852 - ikke kolerabærer

Et dokument i museets arkiv fortæller, at Johan Agnus Curdts – i 1852, året før koleraen hærgede så dramatisk i København - skulle have dokument på, at han ikke var smittebærer. Curdts var på vej til Kiel og Hamburg – og videre til Bendigo – en af de store guldgraver-destinationer i Australien.

I museets samlinger findes en ganske lille notesbog, hvor Curdts ganske kort beretter om den i vore øjne ganske dramatiske rejse til Australien i 1852-53 med sejlskibet ”Kate”.

5½ måned tog det, helt fra København til Melbourne:

”Forlod Kjøbenhavn 1ste November Kl. 2 ombord paa Damperen Jylland – ankom til Kiel 2den November Kl. 7 Morgen forlod Kiel Kl. 8 ankom til Altona Kl. 8 Eftermiddag.”

Curdts benyttede sig af jernbanestrækningen Kiel-Altona, som var oprettet som det daværende danske kongeriges første jernbanestrækning i 1844.

”Forlod Hamburg Kl. 4 Morgen den 3de November med Damperen Hammonia, landede i Hull den 5te November Eftermiddag Kl. 3 – afgik med Dampvognen Kl. 11 samme Dag og ankom til Liverpool samme Dag Kl. 5½ Aften.

På den efterfølgende side er en del tekst næsten udvisket – men 2. februar skriver Curdts, at han har sejlet i 50 dage, altså må han være sejlet fra Liverpool ca. 13. december.

Januar 24de døde 1 Kone omtrent 30 Aar og et Barn og sænket samme Aften. …

23de begyndte Vandet at blive raaddent.

Februar 1ste født et Pigebarn 3½ M. ombord. Passerede Linien 2den (februar). Talede med Skibet Don Pedro fra Liverpool. 50 Dage ude.
3die Født et Drengebarn ombord. – Fanget en Hajfisk.

5te Blev en Mand gal.

12te Martin Vas [Vaz] i sigte

13de Trinidad i sigte (i farvandet mellem Afrika og Sydamerika).

12te mødte en svensk Brig.

15te (fik øje på) et dansk Skib 59 Dage fra London bestemt til Melbourne.

19de Februar C. Ruhes Fødselsdag 30 Aar. –

21de Februar signalerede Skibet Mont Eagle fra London bestemt til Melbourne. 60 Dage paa Søen. Dette er den 11te eller 12te Dag dette Skib har været i Sigte.

25de døde en Mand Kl. 12 Midnat og blev sænket Kl. 6 om Morgenen. 47 Aar. Skomager.

26de signalerede Skibet Tantivy fra Liverpool bestemt til Melbourne. Dette Skib forlod Lpool 4 Timer før Kate altsaa 13. Decbr. 1852. I Dag 32-51° Latitude Kl. 12 Middag.

2de Februar. I Dag Kl. 12 paa 34-54°, altsaa passeret Breden af Good Hope er 34-22° Latitude og 18 = 24-24 Longitude. 28de Febr. født et Pigebarn.

27de Febr. tabte Mont Eagle og Tantivy af Sigte.

3die Marts … 6te Marts talede med Skibet Africa fra Liverpool til Melbourne. Dette Skib afsejlede 5 Dage før Kate men havde faaet haardt Vejr og mistet Topmasten. Nødsaget til at gaa ind til Lisabon for at reparere. Havde 600 Passagerer og 4 Døde under Afreisen.7de Marts.
I dag passeret Goode Haabs Forbjerg. (Afrikas sydspids)

8de Marts passerede en Brig.

9de do fangede Capt. en Søfugl, Albatros kaldet paa Størrelse som en Svane er 9½ Food lang mellem Vingerne.

12te Marts. Fangedes 6 Albatrosser alle paa Krog den Største maalte 10 Foed 2½ Tomme imellem Vingerne. I dag er det Tale mellem Passagererne, at om 3 Uger skal vi være i Melbourne endskønt vi har 5000 Miles endnu.

15de Marts fangedes en Albatros og var der saa mange af Passagerer og Søfolk drukne, at ingen Spiritus maa for det første sælges mere.

19de Marts Preciosa og Niels.

23de Do. døde en ung Kone og blev sænket samme Aften. Samme var just bleven gift før Afreisen – dette er den 6te Døde – 100 Dage paa Søen. 70 Grader Længde 39. 44 Brede.

24de Marts. Vilde Niels og Preciosa have Bryllup, men Captainen vilde ei vie dem.

25de Marts. Passerede St. Paul. 26de brak en Mand Armen.

28de Marts døde et Barn ved Slagsmaal mellem 2 Personer. Begge i Lænker.

29de Marts. Døede to Pigebørn til Morgen og set Aften paa Søen en stor Hvalfisk.

31de Marts. Chef Cook døde og blev sænket 1ste April Morgen.
7de stærk Blæst. 8de do. 9de do. Alle lide for denne Rasen. 10de do. En meget svær Bræk Søe. 11te. Torden. Stærk Storm. 12te passerede en Brig og 1 Dampskib. 11te døde en ung Pige omtrent 20 Aar gl. 12te saa Land:
Ankrede d. 13de April 1853 Kl. 3 Eftermiddag – Landede i Melbourne den 15de ved Solens Nedgang – Forlod Melbourne og gik til Bendigo den 24de April og arriverede 26de April og hermed sluter jeg mine 1ste Anmærkninger.”

Johan Curdts på de ældre dage, fotograferet af Th. Spelling, Rønne.

Det var en barsk tur med sejlskibet "Kate" fra Liverpool til Melbourne. Fire måneder tog sejlturen; mange døde undervejs og et alvorligt uvejr nåede man også at opleve lige inden skibet nået Melbourne.

"Kate" var ikke det eneste skib på vej til Australien. Fundet af guld i 1851 betød på det nærmeste en folkevandring til denne nye del af verden.

Dengang var det fattige europæere, der flygtede fra nød og elendighed og i håbet om at kunne finde guld og rigdom og skabe sig en ny tilværelse i det fremmede eller vende hjem med penge på lommen. Men det var de færreste det lykkedes for.

Johan Curdts vandrede sikkert sammen med hundredvis af andre optimistiske vesteuropæere gennem bjergkæden nord for Melbourne mod Bendigo, som var en af de vigtigste guldgraverbyer i staten Victoria.

Vi ved ikke, hvornår han vendte tilbage til Bornholm, men hjem kom han, og med lidt penge på lommen! Han ejede en overgang ”Stampen” syd for Rønne, som var et traktørsted. Og så giftede han sig i begyndelsen af 1870erne med enken Karen Marie Beck, datter af kgl. agent Hans Predbjørn i Rønne. Johan Agnus Curdts døde 6. november 1897.

I 1855 indførte kolonialregeringen en upopulær guldgraverlicens, ”Miners Right” – hvoraf to, som har tilhørt Johan Curdts, er bevaret fra 1860 og 1861 – og de dukkede altså op for nylig i et gammelt pengeskab på museet.

Han vendte tilbage til Bornholm, blev i en folketælling 1870, 46 år gammel omtalt som landmand og møller. I 1880 boede han med sin hustru på Kirkepladsen, nu Exsteens Gård, på hjørnet af Østergade. Han tituleredes da som skibsreder.

Formentlig havde han haft lidt mere guld på lommen, end de små stykker ”nuggets”, som man kalder råguldet, han havde gemt som souvenir, de dukkede op på museet i 2007, pakket ind (ses herunder) og henlagt som bladguld. 

I øvrigt er den største klump guld fundet netop i Victoria provinsen i Moliagul i 1869. Den vejede over 78 kg og indeholdt ca. 71 kg rent guld!

En lille pakke med meget små stumper australsk guld fundet i Bornholms Musuems pengeskab.

Johan Agnus Curdts, 1823-1897, på Kirkepladsen i Rønne. På billedet ses Curdts (I midten med benene oppe) med sin hustru og et familiemedlem, Predbjørn, i 1890erne. Med Kristus på væggen, Curdts var også kirkeværge. Det har været hyggeligt at sidde her i kakkelovnskrogen og høre ham fortælle om alle sine oplevelser. Historien fortæller, at han både havde været i Australien og Californien for at grave efter guld, og at han havde ejet traktørstedet "Stampen" syd for Rønne. Der var også en vandmølle, det er derfor han blev kaldt "møller" i 1870.