Prinsesse Salmes erindringer

Prinsesse Salme af Oman og Zanzibar. Erindringer, skrevet til hendes børn

Tilbage til indledningen, om Zanzibar og prinsesse Salme HER.

Emily Said-Ruete: En arabisk prinsesses erindringer.
Prinsesse Salme bint Said ibn Sultan al-Bu Saidi of Oman and Zanzibar

Forfatterindens forord:

For ni år siden besluttede jeg at skrive nogle beretninger om mit liv for mine børn, som på det tidspunkt ikke vidste mere om min baggrund end at jeg var araber og født på Zanzibar. Træt i sjæl og krop, forventede jeg ikke dengang at leve længe nok til at kunne fortælle dem, når de blev voksne, om de mange forandringer i mit liv og om mine barndomserindringer. Derfor besluttede jeg at skrive mine erindringer til dem, og det har jeg nu gjort af kærlighed og omsorg for mine børn, hvis kærlighed har været min eneste opmuntring i så mange, lange og bekymrede år, og hvis kærlige omsorg har afholdt mig fra desperation i mine vanskeligste bekymringer.
Derfor var mine erindringer ikke oprindelig beregnet på et offentligt publikum, men alene på mine elskede børn, til hvem jeg ønskede at testamentere historien, som bevis på en kærlig mors omsorg, og jeg indvilgede kun i at lade med publicere nu, efter gentagne, indtrængende opfordringer fra mange venner.
Disse linjer blev færdige for mange år siden, bortset fra det sidste kapitel, som blev tilføjet for nyligt efter en rejse, jeg fik tilladelse til at foretage sammen med mine børn, til mit gamle hjem, til Zanzibar.
Så lad da denne bog gå ud i verden og lad den få mange gode venner, således som det altid har været mit held at få.

Berlin, i maj 1886.
Emily Ruete, født prinsesse af Oman og Zanzibar.

Portrætter af prinsesse Salme (30.8.1844-x.x.1924), efter hun kom til Hamburg i 1867. Fotografen er H.F. Plate, Gr. Bleichen 46, Hamburg.
Atelieret er det samme som på det kendte billede af hende HER.

1. Bet il Mtoni
2. Bet il Watori
3. En dag i Bet il Sahel
4. Vores tilværelse i Bet il Watoro og Bet il Sahel
5. Flytning til Bet il Tani
6. Hverdagslivet i vore huse
7. Vore måltider
8. En prins og prinsesses fødsel og første leveår
9. Skolen i Orienten
10. Årets beklædning, udstyr og mode i vore hjem
11. På en plantage
12. Min faders rejse
13. Efterretning om dødsfald
14. Vores sorg
15. Om nogle af mine søskende
16. Kvindens stilling i Orienten

17. Arabiske ægteskaber
18. Et arabisk damebesøg
19. Audiensen. Herrernes samkvem
20. Fastetiden
21. Den lille fest
22. Den store fest
23. Offerfesten ved kilden Tschemschem
24. Sygdomme og lægebehandling, besatte mennesker
25. Slaveriet
26. Min moders død. En paladsrevolution
27. Kisimbani og Bububu
28. Mit sidste hjem på Zanzibar
29. Store forandringer
30. Seyid Bargasch i London
31. Gensyn med hjemmet efter nitten år.

Websites: Oman and Zanzibar virtuel museum HER. The Historic Photographers of Zanzibar HER. Online version af Salmes erindringer på engelsk HER.
Smithsonian National Museums of African Art, online HER.

1. Bet il Mtoni

Note: Bet il Mtoni, nu Beit Mtoni (arabisk: bayt, hus, swahili: mtoni, på eller ved floden). Paladset var oprindelig bygget noget før 1828 af en araber kaldet Salih b. Haramil al-Abri. Man mener, at det er ham der har indført kryddernellikebusken, efter at franskmændene i 1770'erne havde indført den på Mauritius/Reunion. Han anlagde de to første plantager med nelliker ved Mtoni og Kizimbani.
Sultan Sayyid Said konfiskerede ejendommen på grund af en påstået overtrædelse af Moresby-traktaten af 1822, som forbød undersåtter fra Oman at handle med slaver med undersåtter fra kristne lande, og han tog ophold der, da han besøgte Zanzibar i 1828. Sayyid Said udvidede huset meget og man mener det kunne rumme 1000 beboere. Det blev delvis ødelagt i 1914 og der er kun nogle bade tilbage.

Tryk af Mtoni Palads, tegnet af Guillain i 1846. Det var Mtoni floden, der forsynede paladsets fontæner og bade med rent vand, blandt andet i dette stor bassin. Midt i bygningskomplekset stod det høje trætårn, der ses her. Det kaldtes Benjle og her indtog sultanen sin kaffe, medens han kunne nyde synet af sin flåde af skibe, der var ankret op ud for Zanzibar.

Postkort, Mtoni som ruin, fotograferet og trykt af A.C. Gomes & Sons, Photographers, Zanzibar. O. 1900.

Foto o. 1900, Mtoni, delvis i ruin, fotograferet af Pereira de Lord Photo Artist.

Foto o. 1900. Mtoni. Fotograferet af A.C. Gomes & Co. Zanzibar.

Prinsesse Salmes far, Sajid Said, imam af Mesket og sultan af Zanzibar. Efter maleri på museet i paladset på Zanzibar.

Zanzibar slave 1864. Et ud af 19 fotografier taget på en ekspedition til Zanzibar. Ukendt fotograf. Det er pt. de tidligste fotografier jeg har set. Iindsamlet af en ekspedition, bestående af Alfred Grandidier, Otto Kersten, Jablonski (fransk konsul), Berard (chef for firmaet Roux Freycinet). Arkiv: Gallica. Bibliothèque Nationale de France.

En favorit slave, tilhørende sultanen af Zanzibars søster. Foto 1864. Bibliothèque nationale de France. Ukendt fotograf.

En slave har hentet vand. 1864. Bibliothèque nationale de France. Ukendt fotograf.

Bendjle, en stor tårnlignende træbygning på Bet il Mtoni. Udsnit af tegning af Guillain i 1846 (se længere oppe på siden).

Slave i selskabstøj, 1864. Bibliothèque nationale de France. Ukendt fotograf.

Prinsesse Salmes bror, Sijd Madjid, sultan af Zanzibar. Foto 1864. Bibliothèque nationale de France. Ukendt fotograf.

Jeg blev født i Bet il Mtoni, det ældste af vore paladser på Zanzibar og der boede jeg til jeg var syv år.
   Bet il Mtoni ligger ud til havet, omkring otte kilometer fra Zanzibar Stonetown. Det er omgivet af den mest vidunderlige natur, helt skjult i en skov af kokospalmer og mangotræer og andre vældige eksempler på den tropiske vegetation. Mit fødehjem bliver kaldt ”Mtoni hus” efter den lille flod Mtoni, som udspringer kun få kilometer inde i landet, løber igennem hele paladset i utallige fontæner og flyder bag paladsets mure direkte ud i det befærdede havstykke, der deler øen fra det afrikanske kontinent.
Et enkelt, meget stort gårdsrum delte de utallige bygninger på Bet il Mtoni, som, på trods af deres ensartede udseende, var opført ved knopskydninger, når der var behov for det, og snarere må kaldes hæslige end egentlig smukke.

Badene
Jeg kan ikke helt præcis huske, hvordan de utallige rum i disse mange bygninger fordelte sig, men jeg kan huske de store bade på Bet il Mtoni. Der var tolv bade på række i den yderste ende af gården, og når det regnede kunne man kunne komme ud til de populære bade under en beskyttende paraply. Adskilt fra dem lå det som blev kaldt ”Det Persiske Bad”, et tyrkisk dampbad, hvis geniale og smagfulde arkitektur ikke havde sin lige på hele Zanzibar.
   Hvert badehus rummede to bade, ca. fire meter lange og tre meter brede. De var så dybe, at vandet nåede en voksen til brystet.
Disse forfriskende bade var attraktive for samtlige beboere i huset. De fleste blev i dem adskillige timer hver dag, for at bede, sove, arbejde og læse. Ja man indtog gerne sine måltider her. Og fra klokken fire om morgenen til midnat stod de ikke tomme en eneste gang.
   Når man gik ind i disse badehuse, som var helt ens, var der to forhøjede hvilepladser til højre og venstre til bøn og hvile. De var dækkede med de fineste, farvede måtter. Alle andre luksussager, så som tæpper, var bandlyst fra disse rum. Enhver muslim (muhamedamer) bruger en særlig, aldeles ren dragt, når der skal bedes. Den er kun til det formål og den skal gerne være kridhvid. Selvfølgelig bliver dette lidt besværlige krav kun fulgt af særligt religiøse muslimer.
   Smalle arkader adskilte hvilepladserne fra baderummene, der lå under åben himmel. To buede stenbroer med trapper førte fra badene op til andre, afsides beliggende rum.
   Hvert baderum tilhørte bestemte folk. Ve den person, som ikke holdt sig på sine egne enemærker. Der herskede en meget streng rangordning på Bet il Mtoni, som blev holdt i hævd af såvel høj som lav.
   Høje appelsintræer, lige så høje som vore kirsebærtræer, blomstrede i tætte rækker foran facaderne på badehusene. Som børn søgte vi tilflugt i grenene, af frygt for vores strenge lærerinde.

Dyr og ridning
Mennesker og dyr opholdt sig i skønneste fordragelighed i det store gårdsrum, uden at lade sig genere af hinanden. Påfugle, gazeller, perlehøns, flamingoer, gæs, ænder og strudse løb frit omkring og blev plejet af ung som gammel. Vi børn elskede at lede efter de mange æg, som lå rundt omkring, specielt var de store strudseæg eftertragtede, og vi gav dem til vores kok, som belønnede os med små godbidder.
   To gange om dagen, tidligt om morgenen og om aftenen, fik alle børn over fem år ridetimer i gården af en af eunukkerne [kastrerede slaver], medens de mange medlemmer af vores lille zoologiske have strejfede frit omkring. Så snart vi var tilstrækkelig kyndig i denne kunst fik hver af os et ridedyr af vores far. Drengene kunne selv vælge sig en hest i de kongelige stalde, medens pigerne fik store, hvide æsler fra Mesket, og de var ofte mere værdifulde end hestene. Selvfølgelig fik vi samtidig et kostbart rideudstyr til disse smykke dyr.
   Det bedste vi vidste i disse familiehuse, var at tage på lange rideture, for der var hverken teaterunderholdning eller koncerter. Vi arrangerede til gengæld væddeløb og de endte tit i et uheld. En gang var jeg lige ved at miste livet under sådan et væddeløb. Da jeg var bange for at blive overhalet af min bror Hamdâm, lagde jeg ikke mærke til et meget stort, kroget cacaotræ og min pande var lige ved at banke ind i træet, før jeg lagde mærke til det. Lynhurtigt smed jeg mig bagover, og jeg slap derfor for en frygtelig død.

Trapperne og de mange beboere
De mange trapper var en af særhederne ved Bet il Mtoni. De var usædvanlig stejle og havde høje trin, som var de bygget til kæmper. De gik lige op, uden reposer eller afsatser. Den eneste hjælp var et meget primitivt gelænder, som altid skulle repareres, fordi det blev brugt så meget. Selv nu husker jeg, hvordan alle de, der boede i vores del af huset blev forskrækkede en morgen, da begge gelændere på vores trappe manglede, og jeg kan stadig undre mig over, at selv om så mange mennesker gik op og ned af trapperne, var der ikke nogen, der kom til skade.
   Da statistik var en ganske ukendt ting på Zanzibar, var der selvfølgelig ikke nogen der kunne fortælle, hvor mange mennesker der faktisk boede i huset. Men jeg overdriver ikke, hvis jeg antager, at det totale antal beboere på Bet il Mtoni var på et tusind. For at forstå det må man huske på, at et stort antal tjenere var ansat i Østen af alle velhavende mennesker og af de, der gerne vil se rige ud. Mindst et tilsvarende antal boede i min fars bypalads, Bet il Sahel eller ”strandhuset”.

Sajid Sais, imam af Mesket og sultan af Zanzibar
Min far, Sejid Said, Imam af Mesket og Sultan af Zanzibar, havde på Bet il Mtoni sit domicil i fløjen, der lå nærmest havet. Her var også hans førstehustrus bolig; hun var en fjern slægtning af ham. Han boede imidlertid kun fire dage om ugen på landet sammen med os, de øvrige dage tilbragte han på sit byplalads, Bet il Sahel. Titlen ”Imam” er en religiøs værdighed, som sjældent forbindes med en hersker. Vi skylder vores oldefar ”Ahmed” denne titel, og den er siden blevet nedarvet i vores familie og hvert medlem har ret til at tilføje den til sin titel.
   Da jeg var et af min fars yngste børn husker jeg ham kun med hans ærværdige, snehvide fuldskæg. Han var lidt over middel højde, hans ansigtstræk var fascinerende og karismatiske og hele hans fremtoning aftvang respekt. På trods af hans krigeriske tilbøjeligheder og hans begejstring for erobringer, så var han en forbilledlig far og hersker. Retfærdighed værdsatte han som det højeste af alt, og i den sammenhæng kendte han ikke til forskel på personer, end ikke mellem en af hans egne sønner og den laveste slave. Han ydmygede sig for sin Gud; han var heller ikke indbildsk og stolt som så mange fornemme folk. Det skete, og det ikke så sjældent, at han selv red hen til en simpel slaves bryllup - som havde opnået hans agtelse ved mange års loyal tjeneste - for personligt at lykønske det unge par. Han plejede altid at kalde mig ”gamle kvinde”, fordi jeg var glad for kold mælkesuppe (arabisk ”farni”), som er alle ældres og tandløses favorit måltid.

Salmes mor
Min mor var tjerkesser [et kaukasisk folk] af fødsel, men i sin pure ungdom blev hun revet bort fra sit hjem. Hendes far havde været bonde, og hun havde altid levet fredfyldt med sine forældre og hendes lillebror og søster. Pludselig udbrød der krig og landet blev overrendt af plyndrende bander. Da de nærmede sig, flygtede familien ind i et underjordisk sted, som min mor kaldte det, hun mente formentlig en kælder, som ikke var kendt på Zanzibar. Deres tilflugtssted blev imidlertid invaderet af en brutal bande. Forældrene blev slået ihjel og børnene blev taget med af tre ridende albanere. En af dem, der havde hendes ældste bror, forsvandt snart ud af syne; de andre to, med min mor og hendes lille søster, der bare var tre år gammel og græd hjerteskærende efter sin mor, holdt sig sammen indtil om aftenen, hvor de også skiltes og min mor hørte aldrig mere til sine tabte slægtninge så længe hun levede.
   Min far købte hende, da hun endnu var et barn, formentlig blot syv eller otte år, for hun mistede sin første tand i vores hus. Hun blev straks adopteret som legekammerat af to af mine søstre på hendes egen alder, og hun blev opdraget og undervist sammen med dem. Hun lærte at læse sammen med dem og det gav hende et vældigt forspring i forhold til hendes jævnaldrende, der, som en hovedregel, blev medlemmer af vores familie når de var 16 eller 18 år eller måske ældre, hvor de havde overstået enhver lyst til at gå i skole. Man kunne næppe kalde hende smuk, men hun var høj og elegant, havde sorte øjne og sort hår helt ned til knæene. Hun var et omsorgsfuldt menneske og det bedste hun vidste, var at hjælpe andre mennesker, se efter og passe syge i vores hus. Jeg husker hende tydeligt gå fra den ene patient til den anden, med en bog i hånden og læse bønner for dem.
   Min far var meget glad for hende og nægtede hende aldrig noget, skønt kun mest gik i forbøn for andre, og, når hun kom for at møde ham, rejste han sig altid for at møde hende på halvvejen, en hædersbevisning han kun sjældent udviste. Hun var lige så venlig og from, som hun var beskeden og i alt hvad hun foretog sig var hun imødekommen og oprigtig. Hun havde haft en anden datter foruden mig, men hun var død som ganske lille. Hendes begavelse var almindelig, men hun var meget dygtig til håndarbejde. Hun havde altid været en omsorgsfuld og kærlig mor overfor mig, men det afholdt hende ikke fra at straffe mig hårdt, hvis hun syntes det var nødvendigt.
   Hun havde mange venner på Bet il Mtoni, hvilket ikke var normalt i et arabisk harem. Hun havde den mest hengivne og inderlige tro på Gud. Da jeg var omkring fire år gammel husker jeg, at der udbrød brand i de nærliggende stalde, en nat da min far var i sit bypalads. En falsk alarm blev udspredt om, at vi også var i umiddelbar fare. Det fik den gode kvinde til at skynde sig at tage mig i den ene arm og hendes store Kuran (vi udtaler ordet på den måde) i den anden og skynde sig ud under åben himmel. Andre af hendes værdier tog hun sig ikke af i dette farefulde øjeblik.

Faderens første hustru
Min far havde kun en horme (flertal harino), eller ægte hustru i min tid, så vidt jeg husker. Hans andre hustruer, eller sarari (ental surie), et antal af 75 ved hans død, var alle blevet købt af ham efterhånden, og den før omtalte, hans første hustru, Azze bint Sêf, født som prinsesse af Oman, regerede som den absolutte herskerinde over husstanden. På trods af at hun ikke var ret stor og af hendes jævne udseende, besad hun en umådelig magt over min far, som uden at kny fandt sig i hendes mange arrangementer. Hun behandlede alle de andre hustruer og deres børn herskesygt, arrogant og fordringsfuldt. Heldigt for os havde hun ikke selv børn, som sikkert ville have været mindst lige så ubehagelige over for os. Alle min fars børn, i alt 36 da han døde, var med hans sarari, og der var derfor ingen forskel på os.
   Bibi (herskerinde, frue) Azze, som skulle kaldes ”deres højhed” (sijjde), var frygtet af gammel og ung, og ikke afholdt af en eneste. Hvor anderledes var da min kære gamle far! Han talte venligt til alle, uanset hvem det var han henvendte sig til. Min eksalterede stedmor vidste udmærket, hvordan kun skulle bevare sin position og der var heller ikke nogen der vovede at nærme sig, uden hun selv havde opfordret til det. Jeg så hende aldrig gå rundt uden en ledsager, med mindre hun gik med min far til badehuset, der var beregnet specielt til deres brug. Alle som mødte hende i huset var ærbødige, som en rekrut overfor en officer.
   Skønt hendes herskersyge blev oplevet som meget voldsomt af alle, havde den dog ikke tilstrækkelig kraft til at fratage beboerne på Bet il Mtoni livets behageligheder. Det var forventet, at mine brødre og søstre, af enhver alder, skulle hilse hende god morgen; men det var sjældent, at hendes forfængelighed og stolthed blev tilfredsstillet af mere end en besøgende på det fastsatte tidspunkt, før hendes morgenmad, så hadet var hun af os alle.

Faderens 36 børn
Mine ældre brødre og søstre boede på Bet il Mtoni; nogle af dem, Schêcha og Zuéne, fx, var gamle nok til at være mine bedstemødre. Den sidste havde en søn, Ali bin Suut, hvis skæg allerede var blevet gråt, da jeg først lærte ham at kende. Hun var enke og havde fundet husly i sit fædrene hjem, efter at hendes mand var død.
Europæere tror sædvanligvis, at hos os foretrækker man sønner frem for døtre; men det var ikke tilfældet i vores familie. Jeg kender ikke et eneste eksempel på, at sønnen var mere afholdt af sin far og mor, blot fordi han tilfældigvis var en søn. Skønt loven i visse sager favoriserer sønnerne mere end døtrene og sikrer dem større privilegier – som fx ved deling af arv – så elskes og værdsættes børnene på lige vis. Det er selvfølgelig naturligt, og kun menneskeligt, i Syden, så vel som overalt på Jorden, at et barn, hvad enten det er en pige eller dreng, i hemmelighed er mere elsket end de andre søskende, men det bliver aldrig vist. Sådan var det også med vores far; for de to af hans børn, som han holdt mest af, var døtre ikke sønner, Scharife og Chole. Da jeg var ni år gammel blev jeg en gang såret i min ene side af en pil af min bror Hamdâm, som var på min egen alder; heldigvis var såret ikke alvorligt. Så snart min far hørte om affæren, sagde han til mig: ”Salme, gå hen og hent Hamdam”. Og drengen blev så voldsomt skældt ud for misgerningen, at han huskede det i lang tid efter. Dette beviser, hvor meget folk ofte misinformeres om udenlandske sager. Det skyldes selvfølgelig overalt, at det for en del er afhængigt af børnene selv, og at det ville være forkert at behandle gode børn på samme måde som vilde krabater.

Bendjle
”Bendjle” var det dejligste sted på Bet il Mtoni. Det var et mægtigt stort, rundt tårn foran hovedbygningen, ganske nær havet og så stort, at man ville kunne arrangere et bal på den store balkon, hvis sådan et tårn havde været kendt i vores land. Det lignede en mægtig karrusel, for også taget var rundt og hvælvet. Alt træværket, gulvet, gelændere det teltlignende tag, alt bestod af malet træ. Her plejede min kære far at spadsere rundt i timevis, fordybet i tanker og med bøjet hoved. Han haltede en lille smule; han var blevet ramt i hoften af en kugle i en af sine mange krige, den forvoldte ham hyppigt smerte og hæmmede den statelige mands skridt.
   Rundt omkring på dette luftige Bendjle stod en mængde rørstole, flere dusin og desuden var der en mægtig kikkert, der var til almen afbenyttelse. Andet var der ikke. Udsigten fra det høje Bendjle var ualmindelig vidunderlig. Her plejede far, hustruen Azze bint Sêf og alle hans voksne børn at drikke en kop kaffe hver dag. Alle, der ønskede at tale privat med min far, kunne være sikker på at finde ham her adskillige timer hver dag, for det meste alene.

Krigsskibet ”il Rahmâni”
Ud for Bendjle lå året rundt et krigsskib for anker. Det hed ”il Rahmâni” og havde blot til opgave at affyre et kanonskud i fastemåneden når man skulle stå op, og for at bemande de mange robåde, som vi benyttede os af. Foran Bindjle var der en høj mast, som man kunne sætte signalflag på, og således beordre et større eller mindre antal både og matroser i land.

Vore traditioner
Hvad vores kost angik, så blev der både på Bet il Mtoni og på Bet il Sahel fremstillet både arabiske, persiske og tyrkiske retter. Der boede jo folk fra disse forskellige steder i begge huse, racer af den mest fortryllende skønhed såvel som det stik modsatte. Men man tillod hos os kun den arabiske dragt og blandt negerne den swahiliske. Når der kom en tjerkesser med sit rigt drapperede skørt og en abessiner med et fantastisk udstyr, måtte de inden tre dage erstatte deres dragter med de arabiske klæder, der blev tildelt dem.
   Ligesom her [i Tyskland] enhver anstændig frue regner en hat og et par handsker for aldeles uundværlige, således har vi det hos os hvad smykker angår. Smykket er en så nødvendig del af en kvindes udstyr, at man endog ser tiggerkvinder udføre deres hverv, iført smykker. Fader havde altså i begge sine huse på Zanzibar, såvel som i hans slotte i Mesket i det rige Oman, sine særlige skatkamre rigeligt fyldt med spanske guldmønter, engelske guineaer og franske louisdorer. Men desuden og som den absolut største del indeholdt skatkamrene kvindesmykker, fra de mest enkle til diamantbesatte kroner, alle anskaffet for at blive brugt som gaver. Hver gang familien blev forøget, det være sig ved køb af en sarari, eller ved en af de hyppige fødsler af prinser eller prinsesser, blev dørene til disse kamre åbnet og der blev hentet gaver til de nyankomne, svarende til deres rang og situation. På den syvende dag efter et barns fødsel plejede min far at besøge barnet og dets mor for at give nogle smykker som gave til barnet. På samme måde fik en ny surie straks udleveret de nødvendige smykker, ligesom øversteeunuken anviste hende hendes tjenestefolk.
   Selv om min far var meget beskeden og diskret i sin egen fremtoning, så var han meget nøje med folk omkring sig. Der var ingen, der fik lov til at få adgang til ham, uden de var i bedste påklædning, det var både hans børn og den yngste eunuk. Vi små piger havde sædvanligvis flettet vores hår i op til tyve lutter tynde fletninger. Enderne af fletningerne var bundet sammen i buer på hver side af hovedet og midt i dem og ned ad ryggen hang et tungt guldsmykke, der kunne være besat med ædelsten. Eller der kunne være fæstnet en guldmønt med en hellig indskrift nederst i hver fletning, hvilket var noget mere klædeligt, end den ovenfor beskrevne hårprydelse. Når vi skulle sove blev disse smykker taget af, for så at blive sat fast igen om morgenen. Senere, når vi begyndte at gå med slør, havde vi piger ”ponyhår”, ligesom man har det her [i Tyskland] nu. Jeg løb engang ind til min far uden at have fået sat mine hårsmykker på, for at få nogle af de franske bolsjer, som vi børn ofte fik af ham om morgenen. I stedet for at få nogle af lækkerierne, blev jeg fluks sendt tilbage anført af en tjener – jeg havde vist mig for ham uden at være ordentligt påklædt. Siden da sørgede jeg omhyggeligt for, kun at vise mig for ham i fuld påklædning.

Broderen Madjid
Min søster Zejâne og min stedmor Medine var min mors nærmeste venner. Zajâne var datter af en abyssinerinde og på samme alder som min mor og de holdt meget af hinanden. Min stedmor Medine var også tjerkesser og de var venner, fordi hun, min mor og også Sara, en anden af mine stedmødre, alle stammede fra samme egn. Saras to børn var min bror Madjid og min søster Chadudj, den første var nogle år yngre end sin søster. Nu havde min mor og hendes veninde Sara aftalt, at hvis Sara døde først skulle min mor påtage sig den videre pleje og opdragelse af Madjid og Chadudj som en anden mor – og omvendt. Men da nu Sara døde, var Chadudj såvel som Madjid allerede næsten voksne og kunne, så længe de opholdt sig i vores fædrene hjem, fuldstændig undvære min mors hjælp. Det var reglen i vores hus, at drenge, efter at de var blevet voksne, helt til de var 18-20 år, blev boende i vores fars hus og helt indordnede sig husordenen. Når en prins nu nærmede sig myndighedsalderen, så blev han, afhængigt af hans gode eller dårlige opførsel, erklæret for myndig af far, et tidspunkt han så frem til med stor utålmodighed. På det tidspunkt fik så hver prins sit eget hus, tjenestefolk, heste og alt, hvad man havde brug for, foruden en passende apanage, der blev udbetalt månedligt.
   Denne værdighed havde min bror Madjid nu opnået. Han fortjente den mere på grund af hans væsen end på grund af hans alder. Madjid var beskedenheden selv og takket være hans kærlige og venlige væsen var han værdsat af alle, der havde med ham at gøre. Der gik ikke en uge, uden at han red fra byen (fordi han, såvel som hans tidligere omtalte mor, ikke boede i Bet il Mtoni, men i Bet il Sahel) ud til os, og selv om han var ca. 12 år ældre end jeg, kunne vi dog underholde os så godt med hinanden, som om vi var jævnaldrende.
   Han kom glædestrålende en dag for at fortælle min mor, at han netop var blevet erklæret myndig af vores far, at han var blevet sin egen herre og havde fået anvist sit eget hus. Så bad han indtrængende min mor om at vi begge, hun og jeg, skulle flytte sammen med ham til det nye hus og for altid bo sammen med ham. Chadudj støttede ham i det ønske. Min mor mindede ham om, at hun ikke kunne opfylde hans ønske, uden vor fars tilladelse, men hun ville tale med ham om det og så lade ham vide resultatet. For sit eget vedkommende indvilgede hun gerne i hans ønske om at bo hos ham, så længe det passede ham og søsteren Chadudj. Madijd tilbød da selv at tale med vores far om sagen, så hun ikke skulle have noget besvær med det. Næste morgen bragte han os da den besked, at far, der da befandt sig i Bet il Sahel, havde accepteret Madjids ønske. Dermed var vor flytning bestemt. Efter en længere rådgivning blev min mor og Madjid enige om, at vi først skulle flytte ind efter nogle dage, efter at han og Chadudj var kommet nogenlunde på plads i det nye hus.

2. Bet il Watoro

Bet il Watoro
Min mor havde ikke let ved at forsone sig med tanken om den forestående flytning. Hun var forbundet til Bet il Mtoni med liv og sjæl, hun havde jo boet der siden sin barndom. Særlig svært for hende var det at skulle skilles fra min stedsøster Zejâne og min stedmor Medîne. Hun fortalte mig imidlertid senere, at hendes egne skrupler var intet imod glæden over at kunne hjælpe og støtte sin afdøde venindes børn.
Så snart det blev kendt, at hun havde besluttet at flytte til byen, sagde alle der mødte hende: ”Holder du ikke længere af os, Djilfidan (det var navnet på min dyrebare mor), når du sådan vil forlade os for altid?”. ”Åh, kære venner” svarede hun, ”det er ikke med min vilje, at jeg skal forlade jer, men det er blevet bestemt, at jeg skal flytte”.
Jeg er sikker på, at mange i tankerne vil føle medlidenhed med ordet ”bestemt” og i hvert fald i det mindste ikke kan lade være med at trække på skuldrene. Måske har mange lukket øjne og ører for Guds vilje og har ikke vægtet det så vigtigt. Har vel lagt mere betydning i det man kalder en mulighed. Man skal dog ikke lade ude af betragtning, at forfatterinden var muslim og voksede op som muslim. Og jeg fortæller jo om det arabiske liv, det arabiske hjem, og i det ægte arabiske hjem er der to ting, der er aldeles ubekendte. Det ene er ”tilfældet” det andet er ”materialismen”. Muslimerne tror ikke kun på Gud som skaber og beskytter, men føler hele tiden Herrens nærvær og ved, at det der sker, ikke er ens egen vilje, men Herrens vilje i småt såvel som i stort.

Sultanen af Zanzibar, Sayid Bargasch i London 1875. Foto Maull & Co. London. Kilde: Harvard University.
"Le Sultan de Zanzibar et sa suite, en Angleterre en 1875 / Maull Author / Creator: Maull, Henry . Photographe Language: English; French Subject: Zanzibar, États de -- Gouvernements Creation Date: 1875"